Hvad er kabaddi

Hvad er kabaddi?

IMG_4830I sit allersimpleste udgangspunkt er kabbadi en fangeleg for to hold, som scorer point mod hinanden ved at fange hinandens spillere eller undgå dette. Nogle simple rammer regulerer fangelegen, så den ender med at blive en særdeles taktisk og atletisk sport.

Hvert hold har således fire forsvarere (kaldet ’stoppers’) på banen, som danner en kæde ved at holde hinanden i armene, samt 6 angribere (kaldet ‘raiders’). Kabaddi spilles ved, at hvert hold på skift sender én af sine raidere gennem en port på midten af banen og ned på modstandernes halvdel af cirklen. Idet raideren krydser krydser gennem porten, starter et nedtællingsur og han har præcis 30 sekunder til at returnere gennem den samme port. Inden de 30 sekunder er gået skal han have rørt én – og kun én – af modstandernes fire stoppere, nå at løbe tilbage igennem porten og ind på sin egen banehalvdel. Lykkedes det den angribende raider at røre en af de fire stoppere og nå tilbage til sin halvdel, får det angribende hold således et point. Lykkedes det ham ikke at nå tilbage inden de 30 sekunder er gået, får det forsvarende hold et point.

1200x500 (6 of 15)De fire stoppere er imidlertid ikke forsvarsløse. For det første må de løbe væk fra den angribende raider, dog forudsat at de ikke bryder den kæde de danner. For det andet må én af forsvarende stoppere også modangribe den angribende raider, og forsøge at holde ham fast, så han ikke kan løbe tilbage til sin halvdel inden de 30 sekunder er løbet ud. Det er her brydningen kommer ind i billedet, da stort set alle brydegreb gælder, når raideren skal holdes tilbage.

Nedenfor er to eksempler fra VM i Punjab 2013. I klippet til venstre (Herreholdet mod Skotland) lykkedes det stopperen at angribe og fastholde raideren, som så tilgengæld får skubbet stopperen ud over baglinjen. Raideren scorer dermed point. I klippet til højre (Dameholdet mod Pakistan i bronzekampen) lykkes det raideren, at røre en af stopperne og nå tilbage til sin halvdel inden de 30 sekunder er løbet ud.

Som det kan ses på videoklippen er banen som kabaddi spilles på en cirkel. Den har en diameter på 42 meter, hvilket tillader stopperne en del bevægelsesfrihed i deres forsøg på undgå at blive rørt, og dermed at trække tiden ud. I variationer af spillet kan andre baner komme på tale, men dem ser vi bort fra her, idet verdensmesterskaberne afholdes på de cirkulære baner. Cirklen er delt af en streg på midten, og hvert hold besidder en halvdel af banen. Midtvejs på midterlinjen er der 5 meter af linjen som er særligt markeret. Dette kaldes en port. Det er gennem denne port, at hvert hold på skift sender én og kun én af sine raiders afsted for at angribe modstanderens stoppere.

Set ovenfra ser det sådan ud:

 

Udover de grundlæggende principper, som er skitseret ovenfor, er der så en række detaljer, som også er med til at forme kampenes forløb:

1. Kun den stopper som først har haft kontakt med løberen, må efterfølgende have fysisk kontakt med ham. Det betyder altså, at det til enhver tid kun er 2 personer, der kæmper: løberen og så dén der rørte ham først (eller han rørte først)

2. Både stoppere og løbere må initiere kontakten. Hvis en af stopperne i kæden ser sit snit til at tackle løberen i hans blinde vinkel og dermed få ham ned og ligge med det samme, så er det helt lovligt. Og rent faktisk en ganske ofte anvendt strategi.

3. Hvis to eller flere af stopperne med fuldt overlæg berører løberen, får løberen og dermed det angribende hold automatisk et point, og turen skifter. Det kaldes “Double Touch”. Denne regel betyder, at løberen tit vil forsøge at lokke eller narre to stoppere fra kæden til at berøre ham, så han kan score point uden at tage brydekampen

4. Hvis en person ryger ud over cirklen, får modstanderens hold automatisk et point og turen skifter. Det betyder i praksis, at stopperne både skal passe på ikke at komme for tæt på baglinien, fordi løberen så kan skubbe en af dem over baglinjen. Det betyder modsat også, at stopperne vil forsøge at cirkle rundt om løberen og presse ham tæt på baglinjen. Reglen kan altså udnyttes af begge hold.

5. Løberen skal løbe igennem porten på ca. 5 meter på midten af cirklen for at score sit point. Hvis han løber over midterstregen udenfor denne port, får modstanderholdet point i stedet. Det betyder at stopperne nogle gange vil forsøge, at løbe efter løberen og skubbe ham forbi porten i farten, og det betyder også at løberen hele tiden skal holde sig for øje, at han ikke må komme for langt fra midten, når han løber tilbage.